Syv nye bydelsmødre

bymodre-01.jpg
  • bymodre-01.jpg
  • bymodre-02.jpg
05-02-2010
Beboerhuset på Flyvervej i den nordlige del af Randers summede fredag af omkring 100 festglade mennesker, der sang, snakkede og spiste frokost. Hverken fordi, der var fødselsdag eller bryllup. Nej, det var syv helt særlige mødre af anden etnisk herkomst end dansk, der blev fejret.

Siden september har mødrene nemlig gennemgået et 20 ugers undervisningsforløb for at uddanne sig til såkaldte bydelsmødre. Og i beboerhuset blev der overrakt uddannelsesdiplomer af borgmester Henning Jensen Nyhuus, som bestemt ikke havde regnet med at se så mange mennesker til den festlige eftermiddag.

- Jeg havde fået at vide, at der nok ville komme 8-9 stykker i dag, men det er helt overvældende, så mange, der er mødt op, sagde borgmesteren, der naturligvis også lykønskede de nykårede Bydelsmødre.

- Jeg vil ønske deltagerne et stort til lykke med resultatet, og samtidig rette en stor tak til projektleder Ayse Oral, som har lagt mange kræfter og et stort engagement i at nå et flot resultat.

Bydelsmødrene skal ud at besøge familier
De syv bydelsmødre er i forbindelse med uddannelsesforløbet blevet undervist i en masse samfundsforhold, lige fra børneopdragelse til arbejdsmarked og foreningsliv. Samtidig har de fået opbygget et netværk, så de ved, hvor de kan hente hjælp, hvis de bliver i tvivl om noget.

Nu skal mødrene så ud til andre familier i området og på den måde hjælpe til en bedre integration i Randers.

- De skal give gode råd og vejlede andre mødre om kvindernes egen livssituation, om mulighederne for deres børn med hensyn til for eksempel daginstitutioner, skole, uddannelse eller deltagelse i det foreningsarbejde, der er i området eller i kommunen, siger Henning Jensen Nyhuus.

Det er målet, at mødrene får kontakt til omkring 80 familier, men noget tyder på, at de snart får hjælp til at nå ud til endnu flere. Allerede til marts begynder en håndfuld nye kvinder at uddanne sig til bydelsmødre.

Ud over et diplom, fik de syv bydelsmødre, også overrakt en cykel. Cyklen kan de kan bruge, når de skal ud for at besøge familier i området.

 
Weltklasse!