Nyhedsbrev for novembermåned

10-11-2014

Nyhedsbrev - November 2014

Du modtager hermed Bysekretariatets nyhedsbrev for novembermåned, hvor du kan læse om nogle af de mange aktiviteter, Bysekretariatet og de mange foreninger i området tilbyder beboerne i Randers Nordby. Du er altid velkommen til at besøge vores hjemmeside www.bysekretariatet.dk, hvor du kan læse meget mere om alle aktiviteterne i Nordbyen og se en ugekalender over de faste aktiviteter.

Julegaveværksted
Det er blevet en tradition i Nordbyen at holde julegaveværksted, hvor børn kan lave gaver til familie og venner. Det er for børn i skolealderen - yngre børn er velkomne, men skal have en voksen med. Det foregår tirsdag den 18. november på Husarvej 20, kld., torsdag den 27. november på Falkevej 35, kld. og tirsdag den 2. december på Ved Byskellet 3-5, kld. Alle dagene kl. 14-17.
Kontakt Mia på 4214 8607 hvis du vil vide mere.

 

 
Så er der dessert!
Ved fællesspisningen, hvor du skal bygge din egen burger, i Parkcafeen torsdag den 6. november kl. 17 er der både fortællinger og dessert - helt gratis. Der fortælles om den grusomme jæger og om hvordan kokken Chichibio fik sin herre til at le. Bagefter er der dejlig frugtsalat til alle.
Som til alle fællesspisninger skal billetter købes i forvejen i Parkcafeen til 25 kr pr. voksen og gratis for børn.
Så er der dessert! er en del af Nordbyen læser.
 
 
Forfatter Thomas Rathsack på besøg
Onsdag den 19. november kl. 19 er der forfatterbesøg i Nordbyen. Forfatter og forhenværende jægersoldat Thomas Rathsack vil fortælle om hvordan broderskabet mellem jægersoldater opstår, og hvorfor det er afgørende for succes under operationer. Thomas vil også personligt og ærligt fortælle om sine bevæggrunde for, hvorfor man som menneske frivilligt vælger at drage i krig i over to år.
Der er lagt op til en spændende aften i Beboerhuset på Flyvervej 1.
Billetter vil snart kunne hentes i Bysekretariatet eller via Randers Biblioteks hjemmeside.
Forfatterbesøget er en del af Nordbyen læser
Nye hunderegler på Nordre Fælled
Fra 1. november skal man, når man færdes med hund på de sydlige dele af fælleden, fremover have hunden i snor. Der er skiltet med, hvilke områder det drejer sig om.
Ændringen for færdsel med hund skyldes, at der er konstateret en del konflikter med løse hunde. Konflikterne opstår især når ejeren ikke har herredømme over hunden, eksempelvis når hunden farer hen imod andre gæster i naturområdet. Det afholder især mennesker, som er bange for hunde i at bruge naturområdet.
Hundedag på Nordre Fælled
Søndag den 16. november kl. 13-15 er der et stort hundearrangement umiddelbart nord for p-pladsen for enden af Gl. Jennumvej. Der vil være hundeopvisninger og prøv-selv aktiviteter for alle hundeejere og deres hunde. Alle er velkomne, også publikum uden hund.
Randers civile Hundeforening, Dansk Kennel Klub i Randers, Schæferhundeklubben i Randers og Nordre Fælleds Venner er gået sammen om arrangementet. Der er gratis at være med, og du kan få ekstra godbidder, hvis du kan logre med halen.
Bemærk at hunde, som ikke deltager i opvisningen, skal være i snor.
 
 
 
 
 

 

Klub i Vangdalen
Hver torsdag er der klub i Vangdalen for børn i alderen 6-10 år. Det foregår i Klub 8920´s lokaler.
Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Toke på 4214 8603.
 
 
Bogcafé: De danske klassikere
Onsdag den 26. november kl. 19.30 afholdes den næste bogcafé i Nordbyen. Til en bogcafé fortæller bibliotekarerne eller andre om de bøger de selv har haft særlig glæde af. Denne gang vil Keld Sørensen fra Ordet Dag fortælle om de største danske klassikere. Det er gratis at deltage i bogcaféerne i Parkcafeen og der er ingen tilmelding. Der serveres kaffe/te/kakao og kage til arrangementet. Vil du vide mere er du velkommen til at spørge en af læseambassadørerne eller Sonja på 42148604.
Bogcaféerne er en del af Nordbyen læser.

 

 
Fællesspisninger
Parkcafeen: Torsdagene 6. og 20. november kl. 17 er der fællesspisning i Parkcafeen. Den 6. november er der Byg-selv-burger, fortælling og dessert. Hold øje med opslag for menuen den 20. november. Tilmelding i Parkcafeen. Det koster 25 kr pr. voksen og er gratis for børn.
Glarbjergvej-området: Der er fællesspisning i festsalen på Falkevej 35, kld. torsdag den 27. november kl. 17.30, lige efter julegaveværksted. Menuen er ikke fastlagt endnu, så hold øje med opslag og facebook. Tilmelding hos Claire på 42148608. Det koster 25 kr. pr. voksen og er gratis for børn.
 
Husk alle beboere i hele Nordbyen er velkomne til alle fællesspisningerne!
 
 
Babycaféerne
Hver mandag kl. 10-12 er der babycafé i Vangdalen for alle småbørnsforældre. Det foregår i Ved Byskellet 3-5, kld. (indgang fra altansiden).
 
Hver tirsdag kl. 9.30-11.30 er der babycafé på Husarvej 20, kld. Der er en sundhedsplejerske til stede hver tirsdag og en eller flere boligsociale medarbejdere.
 
Program for Babycaféen på Husarvej:
4. november: Besøg af socialrådgiver Dorte Pagter kl. 10-11
11. november: Børn og mad - om overgangskost kl. 10-11
18. november: Hjemmelavet grød og mos i køkkenet kl. 10-11
25. november: Julefrokost kl. 11.30 - medbring selv ret til buffeten (efter aftale med Alma på 4214 8602)
Husk også besøg af bogbussen onsdag den 19. november kl. 9.30-10.30 ved Flyvervej 5.
Kontakt Mia for flere oplysninger på 4214 8607 eller mbn@msbolig.dk
Nørkleformiddag
Hver torsdag kl. 9.30-11.30 har du mulighed for at være med til nålefilt, vådfilt eller at strikke og hækle i Bysekretariatets stue. Lige nu bliver der hæklet bittesmå huer og kyser til for tidligt fødte børn, men du må også gerne tage dit eget håndarbejde med.
Der er ingen tilmelding, bare mød op og se om det er noget for dig - vi har kaffe på kanden og vi hygger os rigtig meget!
Hvis du har lyst til at vide mere kan du kontakte underviser Mette Højer over facebook eller Sonja på 4214 8604.

 

Bogbus til de mindste og deres forældre
Onsdag den 19. november kl. 9.30-10.30 kommer bogbussen igen til Nordbyen. Denne gang bydes de allermindste beboere i Nordbyen sammen med deres forældre velkommen i bussen. Ombord er biblioteksmusikanten Peter Elmelund og hans guitar, og sammen med ham synger vi, laver bevægelser til sangene og spiller på rytmeinstrumenter.
Bogbussen holder ved Flyvervej 5.
Book en bogbus er en del af Nordbyen læser
 
 
 
Danskundervisning
Der er flere muligheder for at komme til danskundervisning i Nordbyen. AOF tilbyder fvu-danskundervisning hver tirsdag kl. 9.30-12 i Bysekretariatets mødelokale 2 på Flyvervej 5, og du behøver ikke at tilmelde dig - bare kom og se om det ikke er noget for dig!
FOF har dansk hver mandag og onsdag kl. 10-12 i Café Nord på Nørrebrogade 138, kld.
Derudver tilbyder hhv. AOF og Randers HF og VUC danskundervisning til tosprogede, hvor der er fokus på det mundtlige. Dvs. at man øver sig og bliver bedre til at tale og forstå dansk i dagligdagen. Kontakt Sonja på 4214 8604, hvis du vil vide mere,
 
 
Åben café
Åben café har åbent igen efter sommerferien. Om mandagen er det kl. 13-15 på Husarvej 20, kld. og om torsdagen kl. 13-15 i stuen i Bysekretariatet på Flyvervej 5. Mandag den 3. november er deltagerne i Åben café på udflugt, så der er lukket.
Kom til åben café - alene eller sammen med en nabo - det er meget hyggeligt!
 
 

 
Madtilbud i Parkcafeen
I Parkcafeen kan du købe sund og lækker mad til yderst rimelige priser lavet af elever fra Randers Produktionshøjskole.
 
Priser:
En kop kaffe/te 1 kr /kakao 2 kr
Morgenbuffet: 8 kr
Sandwich: 22 kr
Brunch (kun fredag): 30 kr
Salatbar (frokost): 15 kr
Frokost/aften: Dagens ret 28 kr (Børn u. 14 år 15 kr)
11 madbilletter: 280 kr

Se menuplanen for Parkcafeen her

Serveringstider:
mandag-torsdag: 08.30-10 for morgenmad,11.30-12.30 for frokost, og 17-18.15 for aftensmad
fredag: 9-10.30 brunch

Åbningstider
Mandag-torsdag: 8.30-13 og 15-18.45
Fredag: 9-12
I åbningstiden kan du læse dagens gratisavis, få en snak med andre beboere, spille brætspil, skak eller tage et spil billiard eller pool eller bordfodbold. For børnene er der legetøj og tegnegrej til fri afbenyttelse.
 
Computerundervisning
Der er i Nordbyen forskellige muligheder for begyndere og lettere øvede at blive bedre til at mestre en computer.
Mandag kl. 9.30-10.30: Hold for begyndere, Bysekretariatet, Flyvervej 5, st.tv.
Torsdag kl. 10-12: Lettere øvet, Café Nord, Nørrebrogade 138, kld.
Torsdag kl. 15.30-17: Både begyndere og lettere øvet, Vangdalen, Ved Byskellet 3-5, kld.
Har du til gengæld brug for at låne en computer, står der to computere til rådighed i Parkcafeen i åbningstiden.
Kontakt Claire på 4214 8608 for nærmere info.
 
Åbent i Café Nord
Hver tirsdag kl. 14-16 er der åbent i Café Nord på Nørrebrogade 138, kld. Der har du mulighed for at møde hotspot-medarbejder Louise Bro, låne en computer, eller bare hygge med en kop kaffe/te.
Rådgivningstilbud
I Bysekretariatet har vi flere rådgivningstilbud.
Økonomisk rådgivning: Hver onsdag kl. 13-15 i Stuen og ellers efter aftale med Claire (4214 8608).
Åben rådgivning om familieliv og kommunens sagsbehandling: Hver tirsdag kl. 14-15 i Samtalerummet
Jobvejledning med hjælp til ansøgninger, cv og jobsøgning: Efter aftale med Sonja (4214 8604)
Plus 12 for unge i alderen 12-18 år om hvad, der optager dem: Efter aftale med Toke (4214 8603)
Familiers sundhed for familier, der gerne vil leve sundere: Efter aftale med Mia (4214 8607)
HotSpot for børn i alderen 8-13 år, der gerne vil have mere aktiv fritid. Efter aftale med Louise Bro (4214 8613)
Lektiehjælp for voksne Individuelt efter aftale med Sonja (4214 8604)
 
Det gode naboskab
Beboerrådet er ved at arrangere et dialogmøde for beboerne i Nordbyen om det gode naboskab: Hvordan vil vi bo sammen i Nordbyen? Hvad skaber god stemning i opgangene og på gaden? Der vil være inspiration udefra, og plads til at drøfte både gode gamle, og nye spændende ideer på tværs af boligforeninger, generationer og kulturel baggrund. Datoen følger ... men ring gerne til Claire på 4214 8608 hvis du har nogle forslag, gode idéer eller brænder med noget du vil have diskuteret.
Genbrugssport
Der er åbent for udlevering af gratis idrætstøj og udstyr på Husarvej 20, kld. hver mandag kl. 13-15. Skulle det være et dårligt tidspunkt, kan du kontakte en af medarbejderne i Bysekretariatet og aftale en anden tid.
Hvis du i stedet vil aflevere noget af det du ikke bruger, kan du også gøre det i Bysekretariatet eller i kurven i Parkcafeen. Læs mere om Genbrugssport her
Hvis du har lyst til at være frivillig i Genbrugssport, kan du kontakte Sonja på 4214 8604.
Genbrugssport er et samarbejde mellem Bysekretariatet, Randers Kommunes Kultur og fritid og Frivilligværket.
 
Bogbussen besøger Fritidshjemmet Jennumparken
Fredag den 7. november kl. 12.15-13.15 har Jennumparkens fritidshjem booket et besøg af bogbussen. Det er børnene fra indskolingsgruppen, også kendt som Granhuset, der får glæde af børnebibliotekar Jørgen Ledets bogfortællinger. Forældre til børn på Fritidshjemmet bydes særligt velkomne og andre beboere kan også benytte sig af bogbussen ved dagens holdested på Gl. Jennumvej.
Book en bogbus er en del af Nordbyen læser
Nordbyposten
Efterårsnummeret af Nordbyposten er udkommet og husstandsomdelt til beboerne i Nordbyen. Nordbyposten kan også læses via Bysekretariatets hjemmeside her

 

Nyt fra foreningerne i Nordbyen:

 
Nordbyens Motion
Der er fuld gang i de forskellige motionshold under Nordbyens Motion - du kan se hold oversigt på Bysekretariatets hjemmeside.
Tirsdag den 11. november kl. 13-14.30 starter et nyt fem-ugers forløb: 'Hoved, skulder, knæ og tå'. Der er tale om stille og rolig motion med fokus på nakke og skuldre og at afhjælpe spændingshovedpine. Instruktør er fysioterapeut Charlotte Bang.
 
For at tilmelde dig et hold, skal du møde op til motionstimerne. For at betale kontingentet på 200 kr kan du overføre til følgende konto: 5395 0537022 i Arbejdernes Landsbank (husk at angive navn), eller kontakte Sanga, der er der kasserer ved sms/tlf. 31802537.
Kurdisk kulturforening
Hver fredag kl. 19-21 frem til juleferien holder Kurdisk Kulturforening kreativ aften for børn og unge på Husarvej 20, kld. Der er samtidig kaffe på kanden til forældrene.
Der er kurdiskundervisning hver lørdag kl. 15-17 samme sted.
 
 
Bydelsmødreforeningen
Bydelsmødreforeningen holder åbent hver fredag kl. 10-15 for socialt samvær og kreative sysler. Samtidig står bydelsmødrene til rådighed for rådgivning og vejledning.
 
Alle kvinder og piger over 12 år kan blive medlemmer af foreningen, kontingentet er 50 kr årligt. Du behøver dog ikke at være medlem af foreningen for at benytte dig af bydelsmødrenes rådgivning.
Kontakt foreningens formand Sanna Rasmussen på tlf. 2872 5022, hvis du vil vide mere.
 
Aktivitetsforeningen Jennumparken
Børnedisko i Parken fredag den 31. oktober med halloween-tema kl. 18.30-21 og igen den 5. december,
Der er åbent i Parken på Husarvej 26, kld. hver onsdag, torsdag og fredag kl. 18-20 og hver lørdag kl. 13-16. Der er mulighed for at købe slik, slush ice, chips, toast og sodavand i Parken, og om lørdagen også kage. Alle er velkomne i Parken - også ikke-medlemmer.
Husk! Der er linedance hver torsdag aften i Beboerhuset på Flyvervej 1 og hver lørdag kl. 10 er der familiesvømning på Nørrevangsskolen.
 
Foreningens faste aktiviteter kan du se her.
Hold ellers øje med opslag, hjemmeside og facebook for foreningens aktiviteter.
Alle kan blive medlemmer af Aktivitetsforeningen Jennumparken, det koster 360 kr pr. husstand årligt - melder du dig ind nu, gælder kontingentet også for hele 2015. Bor du i Jennumparken betaler du allerede kontingent over huslejen og skal blot henvende dig i Bysekretariatet for at få medlemskort.
 
 
Foreningen Barnets Sag
Den frivillige forening Barnets Sag har på Husarvej 32, kld. åbent to aftener om ugen: tirsdag og torsdag kl. 18-21 i deres familiehus med aktiviteter og rådgivning, især omkring kvindeproblemer. Alle er velkomne til at komme forbi og se lokalerne og høre om det, der foregår i dem. Kontakt gerne foreningens formand Nijole på 4022 2288.
 
 
Nordre Fælleds Venner
Hver mandag kl. 13 mødes en flok beboere ved Parkcafeen for at gå en tur sammen - som regel i den smukke natur på Nordre Fælled. Kontakt Else Jensen fra foreningen Nordre Fælleds Venner på 2614 4391 - så kan du også komme med i telefonkæden, der bruges i tilfælde af aflysning.
 
Du kan i øvrigt blive medlem af foreningen Nordre Fælleds Venner og dermed støtte op om arbejdet med området. Se mere på facebook
 
 
Weltklasse!