Bysekretariatet søger boligsocial medarbejder til Vangdalen

25-05-2012

Boligsocial medarbejder - med fokus på børn og unge og deres familier

 

Bysekretariatet søger en boligsocial medarbejder til boligområdet Vangdalen i den nordlige del af Randers. Vi tilbyder et spændende og udfordrende job med store muligheder for selv at medvirke til at udvikle jobbets indhold.

 

Som boligsocial medarbejder i Vangdalen bliver du en del af Bysekretariatet, som varetager den boligsociale indsats i Randers. Ud over dig vil der være 10 til 15 projektansatte medarbejdere og dertil kommer en række beboerdemokrater og frivillige.

 

Den boligsociale medarbejder skal være opsøgende og skabe en tillidsfuld kontakt til udsatte børn og unge i området og deres familier. Der skal etableres et samarbejde med de nuværende aktører, samt igangsættes nye aktiviteter. Opgaverne i jobbet vil være mangeartet og foregå i tæt dialog med beboerne. Her vil din rolle blive koordinerende.

 

 

De mangeartede opgaver vil være…

 

·         Aktiviteter for børn, unge og deres familier

·         Samarbejde med områdets frivillige

·         Brobygger mellem beboerne og det etablerede behandlingssystem, kommune og andre.

·         Hjælpe de frivillige beboerdemokrater med udgivelse af deres beboerblad

·         Samarbejde med afdelingsbestyrelsen og beboerforeningen VHIF

Du er udadvendt, og møder andre mennesker med et åbent sind. Du har forståelse og respekt for menneskers forskellighed. Du arbejder struktureret og er god til at omsætte ideer til praksis. Du er frisk, robust og udstråler glæde og energi i dit arbejde. Du skal kunne arbejde selvstændigt og trives med at stå alene i hverdagen. Du arbejder reflekterende og er indstillet på at skulle evaluere dit arbejde og dine resultater.

 

Du vil møde kolleger der brænder for det arbejde de laver, og hvor der arbejdes ud fra et ønske om at igangsætte aktiviteter der styrker trivslen og skaber stærke relationer i almene boligområder.

 

Vi har ingen formelle krav til uddannelsesbaggrund, men vi forventer at du har en solid erfaring med socialt og pædagogisk arbejde. Din erfaring må gerne være med udsatte børn, unge og deres familier. Kendskab til foreningslivet vil være en fordel.

 

 

Ansættelsen er tidsbegrænset til 31.3.2013, med mulighed for forlængelse. Ansættelsesforholdene aftales individuelt og efter gældende overenskomst. Tiltrædelse snarest muligt. Stillingen er 37 timer om ugen. Jobbet kræver at du er fleksibel med hensyn til arbejdstiden, da nogle aktiviteter kan foregå i aften timerne.

 

Yderligere oplysninger fås ved sekretariatsleder Louise Hou Kragh på e-mail louise@msbolig.dk eller på telefon 4214 8600.

 

Ansøgningen sendes til Bysekretariatet på e-mail bysekretariatet@msbolig.dk. Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 21.6.2012 kl. 9.00. Samtalerne forventes at finde sted d. 28.6.2012

 

 

Bysekretariatet er en del af RandersBolig. Du kan finde mere om det boligsociale arbejde på hjemmesiden www.bysekretariatet.dk

 

Weltklasse!